(Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam, da han flygtede ind i hulen for Saul.) Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over.
2
Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig;
3
han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed.
4
Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd.
5
Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
6
Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. - Sela.
7
Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig,
8
vågn op, min Ære! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække Morgenrøden.
9
Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd;
10
thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne.
11
Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
